Dåb og navngivning

Hvad betyder dåben?

Tak for barnet

Ved dåben takker vi Gud for vores barn, og vi beder Gud være med ham eller hende gennem hele livet. Barnet bliver velsignet og får Guds løfte om, at han altid vil følge det som sit eget barn med sin kærlighed og velsignelse. Barnet får en plads i det kristne fællesskab med alle dets traditioner og bliver medlem af kirken.

Hvad siger jeg ja til?

Barnet bliver døbt på den kristne tro og får et fundament at stå på. Derfor svarer vi i dåben ja til den kristne trosbekendelse. Dåben er Guds gave, som forældre og faddere siger ja-tak til på barnets vegne. 

Skal dit barn døbes?

Er du i tvivl om du vil have dit barn døbt, er du altid velkommen til at tale med en af vores præster om det.
Ved du at du ønsker, at dit barn skal døbes, skal du kontakte kirkekontoret.

Døbefont

Dåb i Islev Kirke kan foregå i forbindelse med næsten alle søndagsgudstjenester, eller ved en særlig dåbsgudstjeneste, som vi afholder på en lørdag ca. hver anden måned.

Inden dagen skal I have et møde med præsten, hvor I taler om barnets navn, dåbens betydning og de praktiske ting omkring dagen.
I skal vælge 2-5 faddere, som skal være døbt og over konfirmationsalderen. En af disse kan være gudmor eller -far, eller I kan vælge, at I som forældre selv vil bære barnet ved dåben.

Hvis barnet skal døbes i en frikirke eller i udlandet, skal barnet navngives på borger.dk inden dåben.

Lån en dåbskjole

Dåbskjole

Har I ikke lige en dåbskjole i familien, kan I låne en i kirken. Vi har en smuk, håndstrikket dåbskjole, som I ganske gratis kan bruge på den store dag. Kontakt den præst, der skal døbe barnet, eller kirkekontoret.
PS: Kun børn, der døbes i Islev Kirke, kan låne kjolen.

Konfirmanddåb

Hvert år har vi konfirmander, der skal døbes før konfirmationen. Dette aftales med den præst, barnet går til forberedelse hos. Konfirmanddåb finder for det meste sted umiddelbart efter en højmesse en søndag. Andre tider er dog også mulige. Snak med din præst om det.

Dåb er en mulighed for alle, uanset alder.
Vi har tradition for barnedåb i Danmark, men du kan vælge at blive døbt uanset din alder.

Kontakt en af vores præster, hvis du vil vide mere om voksendåb.

Navngivning

Barnet skal have navn senest 6 måneder efter fødslen.

Navngivning uden dåb sker ved at forældrene udfylder og underskriver en digital ansøgning på borger.dk.

Vi henviser endvidere til Familieretshuset, for navnelister, gældende lov mm.

Vil du vide, hvor mange der har det samme navn, som du vil give dit barn, kan du tjekke Danmarks Statistik.

   Datoer for kommende lørdagsdåb